Link til artikel i Maskinbladet.dk
Det trådløse DigPilot maskinovervågning, som forhandles af Entreprenørfirmaet Vejstrup Maskinstation A/S, er fleksibelt og kan let flyttes mellem maskiner, og i den forbindelse giver det god lejlighed til at overveje hvilken maskinoverstyring man bør overveje – 2D eller 3D/GPS?
Systemet kan flyttes mellem flere maskiner, idet sensorerne er trådløse, og hver skærm kan rumme op til 20 forskellige maskiner med op til 20 forskellige skovle indkodet, hvor også tilt-skovle indgår.
2D – den billige løsning
Den billige udgave af maskinovervågningen er et 2D-system, hvor maskinen kan arbejde ud fra en i forvejen opsat rotorleaser.
– I praksis skal man kende området, før gravearbejdet begynder, og der skal mange gange placeres højder på pæle, og hjørner, kanter og mere skal være opmålt af eksempelvis en landmåler eller lignende.
– Men systemet er unikt til for eksempel ledningsarbejder, dræn og lignende, idet man sparer tid med nivellering med vaterpas i bunden af renden, påpeger Flemming Pedersen.
3D – ingen opmåling
Hvis man vælger 3D/GPS løsningen, er det aldrig nødvendigt med en opmåling inden gravearbejdet påbegyndes.
– Man læsser blot gravemaskinen af blokvognen, og maskinen ved præcist hvor den befinder sig i verden, og gravearbejdet kan begyndes sekundet efter, fortæller Flemming Pedersen.
Ved opmålinger af eksempelvis et vandbassin kan 3D tegningerne sendes direkte fra kontoret og ud i gravemaskinen, hvis den har modem indbygget, og gravearbejdet kan straks påbegyndes.
– 3D systemet kører på RTK-GPS signal og har en præcision ned til en-to centimeter, og det er derfor mere præcist end 2D, påpeger Flemming Pedersen.
– Data i 3D systemet kan lægges direkte ind i Google Maps, og dermed kan man eliminere en eventuel forkert placering af projekter.
Man kan altid opdatere fra 2D til 3D systemet, ved blot at give skærmen i kabinen en ny software, og montere et par antenner på maskinen.
Systemet kan køre både over Leica og Trimble netværk. Projekter til 3D maskinstyring opbygges som XML-format, og det vil sige, at der ikke skal specielt software til for at håndtere data til maskinerne.
Flemming Pedersen påpeger desuden, at KS-dokumentationen fra maskinerne er helt unik og indeholder alle tænkelige informationer fra gravemaskinen.